Så skriver jeg de første ord

Så skriver jeg de første ord.
Hvorfor! Aner det ikke. Det er ikke mig der vil – det er mine fingre.
Nåh, men hvad har jeg på hjertet. Noget må der da være. Ved det ikke, men er sikker på, at der vil dukke gode historier frem fra min biologiske harddisk.
Ok, jeg vil gerne påvirke mine omgivelser, især dem der stemmer på Trump eller støtter Kærsgaard. Men hvordan får jeg det tavse flertal i tale, når de slet ikke læser bøger, aviser eller ser TV. Elitesnak. Selvfølgelig læser de bøger og ugeblade. Selvfølgelig læser de lidt i den husstandsomdelte Ugepost. Og så ser de X-faktor og Badehotellet.
Allerede nu er jeg ved at ramme helt ved siden af min målgruppe. Om igen!

Hej alle I derude. Hvorfor tager I ikke stilling til samfundsudviklingen. Hvis I godt vil, men ikke har haft tid eller kunnet finde ud af det, så læs videre her.

Som gymnasielærer har jeg undervist rigtig man unge i samfundsfag og kommunikation. De fleste af mine elever ville gerne have ny viden, men hvordan springer man fra en lille smeltende isflage ind på mere sikker is. Engang spurgte jeg en klasse, hvad det ville sige at være venstreorienteret!
Svaret var rystende. Jeg kunne næsten ikke skjule min forbavselse og ubehag. Svaret fra en modig pige på bagerste række lød: Det er når man er medlem af partiet Venstre.
Hvor var kæden hoppet af for Kathrine. Havde folkeskolen ikke fortalt sine elever om de danske partier. Havde forældrene ikke talt om rød og blå blok ved spisebordet.
Somme tider, kan man møde unge, der fortæller, at de ved sidste valg stemte på Enhedslisten, men nu vil stemme på Venstre. Det kan man da ikke. Joh de kan, fordi de ikke aner, hvad de to partier grundlæggende står for. De har aldrig hørt eller læst om ideologier… eller fælleskab – mennesker, som bindes sammen af noget de har til fælles, hvilket vil sige noget de er enige om, har samme synspunkt på eller f. eks. en interesse de deler med hinanden. Fællesskab kan også solidaritet eller sammenhold, begreber der sjældent dukker op, når man Google’er på en Smart Phone.

Der er nu gået et døgn. Jeg har sovet udmærket, men fik ingen nye ideer, mens jeg slumrede ind. Det sker ellers tit når jeg fx arbejder på en artikel. Men i nat lød det blot fra den indre stemme – bare skriv videre!
Allerede de sidste år på universitet stødte jeg på synspunktet: ”Ideologierne er døde!” Der blev skrevet tykke bøger om emnet, men den limpind hoppede jeg ikke på. I min familie kunne alle kende forskel på blåt og rødt.
Fra min barndom huskede jeg familiesammenkomsterne i onkel Wilhelms kolonihave på Amager. Når frokosten var færdig gik kvinderne ind i det lille havehus og vaskede op. Det foregik i koldt vand. Vi børn blev sendt hen under pæretræet for at passe os selv, mens mændene ordnede verdenssituationen – eller i det mindste de politiske forhold i Danmark.
Snapsen skærpede nok modsætningerne, det vil sige uenighederne mellem kommunisterne og socialdemokraterne. Wilfred var smed på B&W, så han forsvarede Danmark Kommunistiske Parti. Min far var vidst også kommunist eller måske bare opportunist – sådan en der altid tilsluttede sig flertallet.
En af mine onkler arbejdede som bogholder i et privat firma – ham havde jeg ondt af, for han blev hånet af alle de andre. Sjovt nok, så blev onkel Wilfreds datter senere ministerfrue, da hendes mand blev grønlandsminister for det borgerlige parti Centrumsdemokrater. Som Gladsaxes borgmester havde dannet, da han forlod socialdemokratiet.
Den ideologi der herskede i kolonihaven på Amager var socialismen. Min bogholderonkel bekendte sig nok til konservatismen og den tredje ideologi Liberalismen var enten ukendt eller helt fraværende.
En ideologi er jo et sammenhængende system af politiske og eller filosofiske ideer, siger man i alverdens analyser, men der er nu mere indhold i de slagord, som man knytter til ideologierne.
“Enhver er sin egen lykkes smed”, beskrev liberalismen. “Solidaritet med de svageste”, betegnede socialismen og “Gud, konge og fædreland”, karakteriserede konservatismen.
Ideologierne var engang en meget stærk lim, der knyttede de forskellige samfundsklasser sammen. Kort tid før sin død mente min farmor åbenbart at jeg var gammel nok til at høre sandheden. ”Jeg har stemt på Stauning hele mit liv”, sagde hun, selvom Stauning havde været død i flere årtier.
Når jeg siden har mødt helt ideologiløse unge, har jeg undret mig – for så at stoppe ved den forklaring, at Wilfred og resten af familien trofast støttede socialismen, fordi det var socialdemokratiets og DKP’s politiske ideer, der havde flyttet dem ud af fattigdommen. I dag er i dag der frit valg på alle hylder, der er ikke nogen, der er så fattige, som i de tidligere generationer.

Da jeg på et tidspunk dykkede ned i den tidligere statsminister Anders Fog Rasmussens historie stødte jeg på det paradoks, at han var vokset op i så fattige kår, at han ideologisk burde høre hjemme på den yderste venstrefløj. Men velfærdssamfundet var også nået til Viborg, så Anders, som den første i familien, kunne komme i gymnasiet. Her var liberalismen i højsædet, fordi de fleste af klassekammeraterne kom fra velbjergede embedsmandsfamilier, så Ander valgte at gå i spidsen og blev mere liberal end de liberale.
Næsten det samme skete for hans efterfølger Lars Løkke Rasmussen, og for mig, der dog blev mønsterbryder, uden at overtage borgerskabets ideologi, men i stedet trivedes bedst under de røde faner, eller hippiekulturen.
Da min mor og far inviterede familien for at fejre min studentereksamen, var der mange, der opfattede studenterhuen som et symbol på klasseforræderi.

Der kom en tysk soldat hen til min barnevogn. Han ville undersøge, om der var gemt våben elle illegale blade under madrassen. I det øjeblik blev jeg en aktiv del af den danske modstandsbevægelse, med spark og skrig forhindrede jeg ham i at finde de 10 eksemplarer af Information der lå under madrassen.
Få dage senere den 4. Maj 1945 kapitulerede Tyskland. Danmark var atter frit.
Kun 9 dage gammel kunne jeg ikke rigtig deltage i festlighederne. Alt det jeg ved fra mine første leveår har jeg fået fortalt. Som barn elskede jeg at kigge i vores fotoalbum, mens min mor fortalte om personerne og situationerne på billederne.
Lad mig begynde med min mormor. Det jeg kan huske har jeg alt sammen fået fortalt.
I Danmark forlod mange landbruget – ikke fordi der var tilbagegang – tvært imod – men nye maskiner havde overflødiggjort mange landarbejdere.
Mormor var ikke landarbejder, men gårdmandsfrue på Damgården i nærheden af Blommenslyst 20 kilometer fra Odense. Min morfar ved jeg ikke noget om, kun at gården brændte og min mormor måttet flytte til Odense med sine børn. Der var vidst en hemmelighed! Satte han selv ild til gården og tog sit eget liv!
Ingeborg, Poul, Margrethe og min mor Agnete levede nogle år i Odense, hvor mormor både drev pensionat og et ismejeri.
Ingeborg stak tidligt af hjemmefra. Hun ville være cirkusartist og blev det. Margrethe blev gift med en sømand og fik et barn, mim fætter Tem. Senere fik hun tuberkulose og døde, nogle år efter resten af familien var flyttet til København to år før krigens slutning, hvor mormor drev en systue i den 2 et halvt værelses lejlighed hun fik i det nybyggede ejendomskompleks Finsensgården, bygget af en muremester hvis barnebarn jeg mange år senere blev ven med. Han er stadig medejer af mit barndomshjem, som gik i arv til muremesterens børn og børnebørn. Familien blev ret velhavende fordi muremesteren byggede måske 2000 lejligheder i København.
Min mor fik kontorarbejde og uddannede sig løbende på aftenskole. På et tidspunkt arbejdede hun for den senere socialdemokratiske statsminister Jens Otto Krag, der dengang var kontorchef i Varedirektoratet. Hun blev også stenograf i Folketinget og senere ansat som sekretær i en brancheforening.

Min far var vidst en flot, charmerende sportstrænet fyr, som slog benene væk under pigen fra Fyn. Han var målmand i Fremad Amager. Om det var på førsteholdet ved jeg ikke. De fortalte ofte om den gang, hvor min mor distraherede min far så meget, at modstanderne fik scoret. OK, så var det nok ikke førsteholdet, for der kunne tilskuerne vel ikke komme til at stå lige op og ned ad målstolpen.
Måske begyndte ægteskabet lykkeligt, men senere skyggede arbejdsløshed, druk og hasardspil. Min mor måtte slide for at holde sammen på familien.

Min far fortalte mig engang, at han var vokset op i fattigdom i en lejlighed i Holmbladsgade på Amager, hvor man varmede op med gas, og havde gaslamper og lokum i gården. I min studietid fandtes der stadig sådanne lejligheder i København, men min fars familie kom ud af slummen – flyttede ind i en forholdsvis stor villa på Amsterdamvej, også på Amager.
Min farfar, som døde så tidligt, at jeg ikke kan huske jeg har mødt ham, var sølvsmed og folketingsbetjent. Min farmor var hjemmegående husmor, som det hed dengang. Hun havde også rigeligt at se til, for min far havde seks søskende.
Huset på Amsterdamvej står der endnu. Jeg har siden kørt forbi – og engang møvet mig ind i haven.
Jeg har aldrig oplevet hverken rigdom eller fattigdom. Det sidste var noget jeg kun kendte fra en klassekammerat hvis far var skraldemand. Og så mødte jeg det engang i mit første badeland!
Sjovt, men også lidt skræmmende. Bademesteren var skrap og tillod ikke vandkampe og andre drengestreger. Formålet var ikke at have det sjovt, men at alle drengene i 1B skulle renvaskes mindst en gang om ugen.
Baderummet lå i Lindevangskolens kælder, men det var lyst og venligt. Langs væggen i den ene side var der bænke og på den anden side den lange række af brusere.
Vi skulle selvfølgelig tage tøjet af – og det skulle gå hurtig – men Ole tøvede. Bademesteren sendte ham et skarpt blik, men han krøb sammen, som om han på den måde kunne blive usynlig.
Da Ole omsider sad i underbukser og sokker så jeg, at de var så beskidte, at jeg aldrig havde set noget lignende. Og da han tog sokkerne af, var fødderne nærmest sorte. Der var skorper mellem tæerne og store sorte skjolder på hælene.
Måske var det kun en enkelt gang det var smuttet hjemme hos Ole. Men for mig står det stadig som et billede på en fattigdom, som velfærdssamfundet var med til at afskaffe.
Sidste gang jeg så fattigdom var omkring 1970. Tom boede i Ryesgade og manglede stort set alt. Sundhed, ordentlig kost, rimelige boligforhold, en god skole og kærlig omsorg.
En brøkdel af det han manglede kunne jeg give ham hver torsdag, når jeg holdt ”skole” for ham og andre af gadens rødder.
En dag kom han grædende og fortalte, at han skulle flytte til Ballerup. Han lovede at komme på besøg. Men jeg rejste til Afghanistan med Den Rejsende Højskole og så ham aldrig mere!

Men tilbage til Finsensgården. Da min mormor døde overtog min morbror hendes lejlighed. Mine forældre havde fået en 2 et halvt værelses lejlighed med centralvarme. Dengang fyrede de fleste stadig med kakkelovne.
Min fars og mors familie blev på en måde smeltet sammen, fordi min morbror havde giftet sig med en søster til min faster Edits mand. Hun var en Kisbye. Forældrene ejede et trykkeri, og senere blev familien kendt for en danseskole og senere et rejsebureau. Sammensmeltningen blev dog aldrig lykkelig, for min morbror krævede at få sin kones arv, da trykkeriet gik i arv, og det tilgav familien ham aldrig. For pengene etablerede han et silketrykkeri, som han og konen drev sammen lige til de solgte det og flyttede til Hornbæk som pensionister. De fik aldrig børn og jeg kom aldrig særlig tæt på min morbror, som jeg ellers satte pris på, fordi han altid var parat til at lege, med mig og min storebror.
Morbror Poul blev aldrig rigtig velhavende, men min far påstod altid, at han var både rig og nærig. Det sidste handlede nok mest om, at han ikke ville være med på min fars ofte storslåede og altid tabsgivende projekter. Efter min fars død holdt storebror Poul et vågent øje med min mor, og han kunne fx uopfordret komme med en videobåndoptager, når han opdagede at hun ikke havde råd til sådan en.
Mine første minder – ikke dem jeg fik fortalt – stammer fra verdens midtpunkt, familiens lejlighed Finsensvej 42C tredje til højre. Vores nabo var tilflyttere fra Jylland. Dem var vi på låne en kop sukker med. På fjerde boede familien Olsen. De drev ismejeriet på den anden side af gaden.
Jeg har en tidlig erindring om et skænderi og måske vold, der udspillede sig i en mellemgang foran vores køkken. En glimtende saks spiller en rolle – men nærmere kan jeg ikke komme det. Der var aldrig siden vold mellem mine forældre men en endeløs række af skænderier.
Jeg elskede at sidde på køkkenbordet, når min mor bagte småkager, syltede eller lavede saft. Jeg lærte tideligt at vride en klejne. Tøjvask optog også meget af min mors tid. Der var jeg også med. Først satte vi tøjet i blød i et stort trækar i vaskekælderen. Så blev der tændt op i grukedlen, som blev opvarmet med gas. Jeg spekulerede altid på, om min mor nu havde gasmønter nok. Dem købte hun hos ejendommens vicevært. Han hed Hansen og var frygtet af alle ejendommens børn, fordi han kom efter os, når vi spillede fodbold i gården. Han kom altid op fra cykelkælderen. Det var let at løbe fra ham, men somme tider fik han fat i vores bold. Det var et stort problem.
Nå men når vandet var varmet op i grukedlen skulle det gnuppes rent på et riflet vaskebræt, og så tilbage i det store trækar hvor det skulle skylles adskillige gange i koldt vand.
Til sidst skulle tøjet dryppes af på en træbænk, og når vandet var løbet fra blev det hængt op i tørrekælderen.
Der var også en stor rulle, hvor lagner og sengetøj kunne rulles – den tids strygning – og for mig var vaskens højdepunkt når lagnerne skulle lægges sammen. Det skulle man være to om, og den dag i dag kunne man vække mig om natten og bede mig om at trække lagnerne og lægge dem sammen efter et sindrigt system.
Ude i gården var der to bankestativer som blev brugt til at banke tæpper. Det var nu ikke noget der skete så ofte, så stativerne kunne bruges som fodboldmål. Når der var mange der ville spille foregik spillet på langs i gården, nu med mål i kælderskakterne i hver ende.
Somme tider ramte bolden nyvasket tøj på de tørrestativer der fyldte det meste af gården somme tider blev den skudt over muren ind til Lakfabrikken og så var den tabt undtagen når enkelte modige drenge vovede at klatre over muren.
Jeg delte værelse med min storebror. Vi havde en udtræksseng og en lakeret spånplade langs væggen, hvor vi kunne lege og lave vores lektier. I lejlighedens mindste værelse var der et spisebord og endnu en udtræksseng, som mine forældre sov i.
Mit stærkeste minde fra vores barneværelse var billedet af en engel, som hang over radiatoren. Engang havde vi fået nogle ”dartpile” men ingen skive, så vi skød til måls efter englen. Vi blev truet med en endefuld med bøjlen, og for første og eneste gang troede jeg at min mor ville gøre alvor af truslen. Men det blev ved skrækken – og lussinger som mange af kammeraterne berettede om oplevede vi aldrig. Kun i skolen.

Jeg vil gerne invitere dig på besøg i Finsensgården, hvor jeg voksede op. Her havde mine forældre stiftet familie under anden verdenskrig, da min mor flyttede til hovedstaden sammen med sin bror og mor, der havde etableret en systue, hvor mormor sammen et par andre kvinder hovedsagelig syede flag.
Min morbror boede også i Finsensgården sammen med mormor, men rejste siden til Marokko, hvor han solgte tandpasta.
Min far voksede op på Amager sammen med 7 søskende. Hans far arbejdede som guldsmed og folketingsbetjent – der var mange munde, der skulle mættes, så to jobs var nødvendig.
Nogen uddannelse fik min far aldrig. Han havde også svært ved at holde på et arbejde, og ville hellere spille hassard. Så forsvandt ugelønnen og ofte også jobbet.
Men der var amoriner i luften, når pigen fra Fyn mødte Fremad Amagers førsteholdsmålmand. Hurtigt bryllup inden man kunne se, at min storebror var på vej.
Som Slumstormer – de ”fredelige” forgængere for Bz’erne – har jeg som voksen boet i Københavns værste slum, brandfarlige, bitte små korridorlejligheder med lokum på gangene, men mit barndomshjem i Finsensgården var sammenlignet hermed en luksuriøs 2 1/2 værelses bolig med centralvarme, bad og toilet.
Finsensgården blev opført af en murermester, som byggede for egne midler, når der ikke var andre kunder i butikken. På den måde kom han til at eje et part tusinde boliger i København og på Frederiksberg, og blev så velhavende, at hans børn og børnebørn fik lange uddannelser, og ikke behøvede at arbejde. En fra familien blev senere min ven. Derfor ved jeg, at han anonymt støttede den yderste venstrefløj, noget en anden fra den superrige danske overklasse – skibsrederne – også gjorde. Deres oprør mod forældrene!
Jeg har aldrig fortalt muremesterens barnebarn om dengang hans familie sendte et brev til min far, hvor de truede med at opsige lejemålet, hvis han ikke omgående hold op med at fodre mågerne, der altid flokkedes på nabofabrikkens tage. Der var især en etbenet måge, som min far forsøge at holde i live. Det var mit barndomslivs største forskrækkelse, lige med undtagelse af det med Kellernæsset. I radioen havde jeg hørt om et mord begået i Kellernæs. Det var i virkeligheden en by på Sjælland, men den forbindelse der gik under vores hus fra Finsensvej ind til gården kaldte man et ”kældernæs”, så jeg var skræmt fra vid og sans, hver gang jeg skulle igennem ”kældernæsset”.

Jeg er født i 1945, men nåede alligevel i en kort periode, at være aktiv medlem af modstandsbevægelsen. Jeg lå i min barnevogn, da en tysk soldat nærmede sig, det var tydeligt, at han ville undersøge, om der var ulovlige ting i min barnevogn. Jeg viste godt, at der lå illegale blade under min madras, så jeg græd og skreg i vilden sky, så voldsomt, at soldaten skyndte sig bort. Kort tid efter kapitulerede tyskerne, 2. Verdenskrig var slut.
Måske har min mor smurt lidt tykt på, jeg levede jo i virkeligheden kun i 14 dage under den tyske besættelse. Men vi havde den hyggelige vane, at vi ofte sad og kiggede i familiens billedalbums, og det var der historien kom frem, da der var et billede af mig i en barnevogn, og så har jeg sidenhen tænkt, at den var meget god den historie, ligegyldigt hvor forkert det er virkeligheden var.
Nåh, men det jeg egentlig ville fortælle, er noget om det spirende velfærdssamfund. Jeg vil dog begynde der, hvor det hele begyndte for mig. Forestil dig lige, at jeg sidder ned på legepladsen i Finsensgården sammen med min mormor. Hun strikker som sædvanlig, og jeg prøver at sidde artigt ved siden af hende. Vi boede i den fine ende af Finsensgården, andre steder i bebyggelsen var der ikke centralvarme – her varmede de op med kakkelovn. Men min familie, det var min mor og far og min bror, der var et år ældre end mig, havde altså en forholdsvis moderne lejlighed. Det var jo en tid, der så helt anderledes ud omkring Finsensvej. Der var masser af fabrikker. Der var motorcykelfabrikken Nimbus, som forsynede den danske hær. Der var dampvæveriet Geismar, som senere blev en del af Nordisk Fjer. Der var Farver og Lakfabrikken. Der var Krystalisværket. Det var meget spændende. Jeg stod tit og kiggede ind, indtil portvagten smed alle væk, og prøvede at forestille mig, hvad der foregik de store fabrikshaller. Det eneste jeg rigtig kunne se var, at når vogne kørte ud var de læsset med de meterlange isblokke. De skulle ud til byens mange ismejerier, hvor kunderne så kunne købe en halv eller 1/4 stang is, som blev båret op i køkkenet, hvor isen blev lagt ind i isskabet. Det lignede et køleskab, som vi kender det i dag, der var bare den forskel, at der ikke var noget motor, som lavede kulden, den kom fra den store isblok, som blev lagt i en kasse inde i skabet.
Fra Finsensgården var der ikke ret lang til gasværket, som forsynede en stor del af Frederiksberg Kommune. Der var heller ikke langt til Nordisk Kabel og Trådfabrik, som bl.a. producerede de første telefonkabler der forbandt Europa og USA, her opfandt man senere, meget senere de optiske fiberkabel. Og sådan var der egentligt et industricentrum placeret i kvarteret rundt om Finsensvej.
Vores Ismejeri lå lige ovre på den anden side af Finsensvej og indehaveren boede i vores opgang. Jeg syntes altid der var noget fusk omkring de vare vi købte i ismejeriet. Når vi købte en ¼ stang is havde Ismejeriet allerede fået gratis kulde, så smør og mælk kunne holde sig friske. Når vi købte smør, altid et ¼ pund (den tast findes ikke længere på tastaturet) så plaskede Olsen papiret til med vand, inden han kom smørret på og vejede det, så det talte med som smør. Der blev selvfølgelig gjort ret i butikken, men den ville aldrig få en smiley af vor tids fødevarekontrol.
En af de ting, jeg tydelig kan huske, fra mine tidlige barndomsår, det var, at vi kunne køre med sporvogn fra ”Sløjfen” på Peter Bangs Vej. Der startede turen, når vi skulle besøge farmor på Amsterdamvej eller på tur til Bellevue om sommeren. For at komme derhen skulle vi gå omkring fem minutter og blandt andet passere et lille spændende hus, synes jeg – nemlig bladkiosken. Forestil dig et hus på måske max halvanden gange halvanden meter. Derinde sad der en mand, der solgte alle de aviser og ugeblade, der blev udgivet den gang. Hvorfor man ikke bare solgte aviserne fra bageren eller cigarforretningen ved jeg ikke, men jeg tænker mig, at det nok har været med de her kiosker, som det var med pølsevognene, at man skulle være handicappet i en eller anden grad for at drive kiosk, eller få lov til at stille pølsevognen et bestemt sted, for at tjene til livets ophold ved at sælge røde pølser.
På vej til sporvognen passerede vi også Lindevangsparken, et stort grønt anlæg. Det er det også i dag, men det bedste i parken, var faktisk den store græsplæne, der måtte vi bare ikke gå ind. Voksne måtte heller ikke. Der var ansat parkbetjente, der sørgede for, at man ikke overtrådte den regel. På samme måde havde vi en stor græsplæne i Finsensgården, næsten på størrelse med en håndboldbane, her stod der også bare et skilt med teksten: adgang forbudt, græsset må ikke betrædes. Der var ingen parkbetjente men en hidsig visevært, der også kom efter os, når vi spillede fodbold i gården. Enkelte gange fik han fat i bolden, men os kunne han aldrig fange, vi havde et utal af gemmesteder.
Der kom gang i det spirende velfærdssamfund nogle år efter krigsafslutningen. Danmark fik Marshall-hjælp. USA’s udenrigsminister George Marshall tilbød i 1947 de europæiske lande økonomisk hjælp til genopbygningen efter krigen. Det var dels et bolværk mod kommunismen, men også en støtte til amerikansk industri som manglede handelspartnere.
Omkring 1955-1960 begyndte man at få mange af de ordninger, som samlet betegnedes som velfærdssamfundet.
Men hvad er velfærdssamfundet for noget. Ja man kan godt sige, at det er en meget enkel konstruktion, som består i, at alle der betaler skat betaler en forholdsvis stor skat, der er så stor, at staten for råd til at finansieret nogle af de velfærdsydelser, som man ønskede at sætte i verden. Det kunne være børnehaver og vuggestuer, som fik store offentlige tilskud. Det kunne være de gratis skoler og den gratis uddannelse eller pleje af de ældre. Det kunne også være svømmehaller og Sportscenter, biblioteker og meget, meget mere, som i det danske samfund var gratis. Det var også gratis at blive behandlet af lægen eller ligge på hospitalet osv. osv.
For socialdemokratiet kunne det minde om et socialistisk samfund, for de borgerlige partier kunne det også opfattes som et værn mod social uro, eller endnu flere ”socialistiske” krav.

Der var stor opslutning omkring velfærdssamfundet indtil 1970-80. Men så kom den økonomiske krise og frem for alt fik Danmark en ny statsminister Anders Fogh Rasmussen, som kort tid inden han dannede regering havde skrevet bogen: ”Fra Socialstat til Minimalstat”. Anders Fogh Rasmussen var liberal, og det betyder, at al det der med, at samfundet tager sig af dit og dat, det er ikke så populært hos liberale politikere og vælgere, det skal vi hver især selv klare. Begrundelsen er, at man oplever det som et indgreb i vores personlige frihed, hvis det er staten, der sørger for, at vi kan komme gratis på hospitalet. Sådan er der nok mange mennesker, der ikke tænker, men det gør en liberalist som udgangspunkt.
Da Anders Fogh kom til magten og blev statsminister, var en af hans første proklamationer, at nu skulle vi have skattestop. Det betød selvfølgelig, at man havde vanskeligt ved at financierer nye velfærdsydelser. Nu var der faktisk kun en vej, hvis man ville iværksætte ny velfærdsydelse, man måtte finde pengene et andet sted. Det betød bare, at man måtte spare et andet sted, så man fik frigjort midler til den nye velfærdsydelse. Den nye ydelse kunne bare være, at der var behov for at betale flere dagpenge eller at flere mennesker skulle på hospitalet.
Inden Anders Fog kom til magten havde man som hovedregel, hvad enten det var en rød eller blå statsminister (de blå var meget sjældne), hvis der var nogle ting man gerne vil sætte verden, at så kunne man godt klare det, ved at skrue lille smule på skatteskruen, så befolkningen kom til at betale mere i skat, og staten fik flere midler til velfærdsydelserne. Men det var altså slut nu. Skattestop. Find pengene et andet sted. Og for øvrigt steg behovet for velfærdsydelser blandt andet fordi der var en større ledighed, og fordi der var mange af de nye danskere – tilflyttere, flygtninge og indvandrere, som havde en meget lille erhvervsfrekvens. Sagt lige ud, meget få af de nye danskere var i arbejde, og dermed var de heller ikke i stand til at betale skat, men skulle til gengæld have sociale ydelser for at overleve.
Da Anders Fogh Rasmussen valgte at stoppe som statsminister for at blive generalsekretær for Nato, blev han afløst af Lars Løkke Rasmussen, der kort tid efter at være blevet statsminister holdt et miniforedrag på Harvard University i USA. I det foredrag erklærede Lars Løkke, at han var 100% tilhænger af den skandinaviske velfærdsmodel (altså ikke Fog Rasmussens minimalstat). Da nogen fra salen spurgte ham, hvordan det kunne lade sig gøre, om der ikke på et tidspunkt kom til at mangle penge til at give alle din ydelser, svarede Lars Løkke: Næh, det kunne bare klares ved reformer, reformer, reformer. Han kunne lige så godt have sagt: nej vi sparer bare nogle andre steder, så vi får råd til velfærdssamfundet.

I den samme periode dukkede der også et nyt begreb op – konkurrencestaten. Det var en samfundsforsker, der havde undersøgt de økonomiske vilkår gennem tiderne og hans konklusion var, at der ikke mere var råd til den samme mængde velfærd fordi Danmark var i konkurrence med landene i Asien, der havde stadig voksne og meget billigt produktion så: ”Hvad gør vi nu lille du”, som Kim Larsen sang engang. Er vi nødt til at skære flere af de offentlige ydelser, eller kommer der en tid, hvor vi igen vil være villig til at betale en lille smule mere i skat og holde niveauet – det ved ingen. Men når man undersøger om befolkningen slutter op om velfærdssamfundet, så er der stadig en meget meget stor tilslutning. Velfærdssamfundet er nærmest blevet en naturlov. Faktisk kan man sige, at af alle folketingets partier er det kun Liberal Alliance, der hårnakket hævder, at samfundet skal reguleres så meget, at skatten kan sænkes betydeligt, samtidig med at partiet hævder, at det ikke betyder noget, fordi man sagtens vil kunne opretholde den samme velfærd.

I nat væltede ideerne ind. Fortæl noget om alle de små butikker, var den ide der masede sig mest på. Set i et nutidigt perspektiv er det da også tankevækkende, at vi inden for et par hundrede meter stort set havde alle de butikker vi behøvede. Ikke noget med butiksdød eller udkants Danmark.
Fra vores opgang kunne jeg se: To værtshuse, to cigarforretninger, en bager, Schous Varehus (datidens Matas), en slagter, en købmand, Ismejeriet, et apotek, en slikbutik, en barber og en forretning der handlede med lamper.
Der var nok flere, men vi behøvede aldrig besøge stormagasinerne i København, lige med undtagelse af Daells Varehus.
Bagerens forretning lå ud mod Finsensvej, men bageriet havde vinduer ind til Finsensgårdens anlæg, som vi kaldt legepladsen og den store græsplæne. Somme tider lod bagere et vindue stå åbent, og så kunne jeg få lang tid til at gå med at studerer hans arbejde. I dag er der ikke ret mange bagerforretninger der selv fremstiller deres vare, det meste er færdiglavet eller skal blot varmes op, men sådan var det ikke, da jeg kiggede ind til bageren. Han baksede med en meget stor klump dej, som blev delt ud på flere produkter. Vi fik aldrig smagsprøver, lige bortset måske fra et studenterbrød, der var gået i stykker. Det var bagerens allerbilligste produkt, sammen med romkugler. De blev fremstillet af det bageren fejede sammen på bordet og gulvet, når han fx var færdig med en omgang wienerbrød, det blev så æltet sammen og formet som kugler eller så brød. Det hed studenterbrød, fordi man mente, at det var det eneste bagerbrød, som fattige studenter havde råd til at købe.
Der var faktisk også en småkagefabrik i en baggård bag ismejeriet. Der vankede der altid smagsprøver.
Barberforretningen var mest en plage. En eller to gange om måneden skulle min far og andre mænd fra kvarteret barberes og have trimmet håret. De nød det og hyggede sig, men vi børn var ikke begejstrede – kaldte det kasserolleklipning – fordi Graff klippede os som om vi havde fået sat en kasserolle ned over hovedet, og så blot skulle klippes der hvor kasserollen ikke dækkede.
Der var også et stort bilværksted og en bilforretning lige over for Lindevangsparken. Her holdt Taxa Motor til. Et temmelig stort taxaselskab. De havde telefonnummeret Central 9001, men dengang ringede man sjældent efter en Taxa. Vi gik blot ned på gaden og vinkede eller piftede efter den første der kom forbi. ”Pift far” sagde jeg altid, men han nøjedes med at vinke, han kunne ikke pifter som buddrengene på deres Long John cykler, og der lærte jeg heller ikke da jeg blev voksen.
Nu kørte familien sjælden med Taxa – det var mest, når vi skulle hjem fra julefesten hos min faster, der boede i en stor lejlighed på Nørrebro.
Hun var min fars søster, men også gift med Poul, der var min morbros kones bror. Poul og Tut som vi kaldte hende havde arvet et trykkeri på Rentemestervej. Der sad faster Edith og kæderøg grønne Cecil. Men hun og Poul ville gerne være herrer i eget hus, så de købte faster Tut ud. Pengene brugte min morbror til at starte sit eget trykkeri – et silketrykkeri. Jeg ved ikke om det var en spritny opfindelse, men de gik ud på, at man monterede et stykke silke på en ramme. De områder der ikke skulle afgive farve blev så forseglet mens resten var åbent. Først trykte man fx den røde farve. Når den var tør kom turen til den blå o.s.v. Jeg tror min morbror i mange år trykte samtlige cirkusplakater der blev brugt i Danmark. Morbror var en af datidens iværksættere.
Selvom vi da hilste pænt på de andre beboere i opgangen, så kendte vi ikke noget nærmere til genboer og underboere, viste blot at manden var arbejdsløs, eller at vores nye naboer var flyttet til Frederiksberg fra Jylland. Vi viste ikke noget om ismejerifamilien – hr. og fru Olsen, selvom vi nok kom i butikken mindst en gang om dagen.
Vi omgikkes ikke de andre. Der var dog en undtagelse, da vi som de første i opgangen havde fået fjernsyn, blev alle der havde lyst inviteret til at se seksdagesløb i vores stue. Min far ville sikkert prale overfor alle de andre, selvom fjernsynet var købt på afbetaling. Det var der også meget andet der var, så jeg frygtede altid det værste, da vi en gang havde besøg af kongens foged, der i første omgang skulle sørge for, at vi ikke solgte nogle af familiens værdier, så dem der havde penge til gode blev forbigået. Stormen blev redet af, men min mor måtte hele livet balancere mellem forskellige kontoordninger, fordi min fars bidrag til husholdningen var meget svingende. Ofte blev ugelønnen eller understøttelse spillet op på travbanen.
Min far må have været arbejdsløs under krigen. Det betød, at han sammen med mange andre arbejdsløse blev tvunget til at tage arbejde i Tyskland, hvis han ville beholde sin understøttelse. Det var skamfuldt, men der blev aldrig talt om det i familien.
Der var vidst nok en fjern slægtning, som havde været aktiv i modstandsbevægelsen, men ellers var det min far oftest talte om min mors barndomsveninde fra Odense, som blev stemplet som tyskertøs og klippet skaldet, fordi hun havde forelsket sig i en tysk soldat. Hun flyttede til København ligesom min mor, og blev gift med en toldembedsmand. Stemplingen som tyskertøs kom hun sig aldrig over. Hun var syg i tide og utide, og bevarede kun sit job som tjenestemand, fordi man som tjenestemand var beskytte mod opsigelse af en 180 timers regel, som maksimum for årets sygedage.
Hans og Else boede mange år i Søllerødgade, men flyttede så til et statsstøttet rækkehus i Gladsaxe.

Den mest farverige person i min familie var nok min moster. Hun var artist og nåede helt til USA med sit nummer, der på det tidspunkt bestod af hende selv på jorden og to unge piger i trapezen højt oppe under cirkuskuplen. Min bror og jeg holdt ofte sommerferie sammen med moster, hvad enten hun var på turne i de svenske folkeparker eller optrådte i Blackpool Cirkus i England. Det sidste sted traf jeg Kirk Douglas, der indspillede filmen Trapez i Blackpool. Det var før han blev verdensberømt som Spartacus i storfilmen af samme navn.
Min moster var som ganske ung løbet hjemmefra fordi hun ville være cirkusartist, og måske også fordi hun var lesbisk – noget man dengang behandle som tys – tys.
Det gik først op for mig meget sent, selvom jeg ofte havde undret mig over, at vi altid skulle besøge mosters veninder!
Engang var hun kæreste med en meget berømt sangerinde, siden en artist og så en frisør, der var udstødt af en meget berømt og velhavende familie. Det var et sært liv, men moster var mere sej end de fleste.
Jeg husker også vores mange besøg hos farmor på Amsterdamvej. Min farfar husker jeg kun fra nogle fotografier, men han må vel have efterladt hende en pension, som hun kunne leve af, for jeg erindre ikke at hun nogensinde havde et arbejde.
Det var godt nok en længere rejse med forskellige sporvogne, når vi skulle nå til Sundbyvester Plads, som kun lå nogle hundrede meter fra Amsterdamvej.

Jeg vågnede med et sæt. Der lød stemmer og en dør smækkede bag en gruppe, der kom ind i lokalet. En var sort, han var ikke i jakkesæt med havde en farvestrålende bluse på. Manden i midten – ham de alle sammen talte til -var ikke så høj. Det var Olof Palme. Han var vel bare fem skridt borte. Nu skulle jeg bare gøre det jeg havde tænkt på hele vejen til Stockholm, Men inden jeg fik sagt en lyd smækkede endnu en dør bag den svenske statsminister og hans gæster.
Det var i 1972 (XXXX). England havde endelig besluttet sig for at søge optagelse i EF, som EU hed dengang, og så måtte Danmark følge med, England var dengang vores største handelspartner, fordi de aftog næsten hele den danske bacon og smøreksport.
I folketinget var der flertal for at søge om medlemskab. Næsten hele fagbevægelsen og alle arbejdsgiverorganisationerne var for et medlemskab og alle medier, med undtagelse af Ekstrabladet anbefalede befolkningen at stemme ja, ved den kommende folkeafstemning.
På et tidspunkt opstod den ide, at et udvidet nordisk samarbejde, kunne være et godt alternativ. Kunne de nordiske socialdemokratier ikke enes om den ide.
Oluf Palme hvis politiske slogan var, at politik er at ville, ville dog ikke tage stilling – hverken for eller imod. Derfor fik jeg den ide at opsøge ham, spørge direkte, og så blæse historien stort op, også selvom han ikke gav noget klart svar. Jeg var sikker på, at han ikke ville hænge en dansk studerende ud – og aftalte med Ekstrabladet, at de skulle bringe historien.
Jeg boede dengang i et kollektiv med fællesøkonomi, og de andre accepterede at jeg tog 100 kr. fra fælleskassen. I Helsingør fik jeg et lift med en lastbil der skulle til Stockholm, så nu var min plan så godt som gennemført.
Det var en lang køretur, og hver gang jeg skævede til sovepladsen bag forsæderne, rystede chaufføren på hovedet og understregede, at jeg også var med for at holde ham med selskab.
Tidligt om morgene ankom jeg til Stockholm og skulle så bare finde statsministeriet. I Sverige bruger man betegnelsen kancelliet. Her mange, mange år senere er det tankevækkende, at jeg kunne spadserer direkte ind i forhallen og bare spørge efter Oluf Palme. Han er her ikke lige nu sagde en venlig dame – ok, så venter jeg! Det var der ingen der protesterede imod.
Der var højt til loftet. Væggene var udsmykket med spejle og malerier i lokalet udenfor statsministerens kontor. Men først og fremmeste var der fuldkommen stilhed. Sekretæren var også tavs.
Da Palme var forsvundet var jeg klar over at min plan var gået i vasken. Jeg købte lidt mad og kørte ud til en rasteplads, hvor alle langtidschauffører på vej mod Danmark samledes, og fik hurtigt et lift hjem til kollektivet – hvad sagde vi smilede de venligt, inden jeg lagde mig til at sove, for at indhente den manglende søvn!

Forsøget på at påvirke EF afstemningen var langt fra min første politiske foretagende. Rigtig politisk aktiv blev jeg, da jeg blev indskrevet på Københavns Universitets institut for samfundsfag og lidt senere også begyndte at læse kultursociologi. I min gymnasietid havde jeg mest fokus på piger, fest, farver og Basketball. Men en ven i Falcon, der blev stiftet på Falkonergårdens gymnasium, fortalte mig om det nye studium – samfundsfag. Jeg havde ellers tænkt mig at vælge historie, men det krævede den store latinprøve, og det orkede jeg ikke. Samfundsfag rummede også mange af de ting der interesserede mig. Jeg ville gerne forstå samfundsudviklingen og også gerne påvirke den. Politik er jo at ville, som Palme sagde, så jeg blev politiker. Jeg ville en hel masse, dog uden at melde mig underfanerne i noget parti.

Jeg ville gerne have min egen bolig. Det opfattede jeg nærmest som en menneskeret. Det var jeg ikke alene om, så vi samledes en masse unge – mange fra universitetet – i Fredensgade. En to tre, tag hvad du vil ha´ – først til mølle. Der var 4 tomme opgange. Jeg valgte en etværelses øverst oppe.
Det med boligbesættelser var ikke helt nyt. Lad slumrosen blomstre, sagde vi, og så havde slumstormerbevægelsen fået et navn. Slumstormere.
Besættelsen af Fredensgården var helt udramatisk, kommunen havde ikke lyst til en gentagelse af gadekampene, da man ryddede Sofiegården. Så vi blev inviteret til en møde på Københavns Rådhus, med overborgmester Urban Hansen. Han sad alene for enden af et stort mødebord, hvor resten af stolene var besat med meget langhårede hippier. Der blev indgået en aftale, selvom overborgmesteren først forsøgte at lokke os, med et tilbud om en teltlejr på Amager Fælled.
Kampen om Sofiegården blev mit første sammenstød med politiet. Vi vidste på forhånd, at boligerne ville blive stormet, for der var selvfølgelig en eller anden der kendte en i politikorpset, som sympatiserede med tanken om at unge kunne udnytte de mange tusind tomme boliger.
Sofiegården aktiverede sit netværk og hurtigt var der vel 500 bag barrikaden ud mod Dronningensgade – det eneste sted politiet kunne komme ind.
Jeg sad ved siden af Villy Jønsson fra Gasolin (har jeg senere set på et billede), og så stormede politiet frem mod os. Bankede nogle med deres knipler og bar andre ud i Skovvognene – også kaldet salatfadene – de blev arresteret. Jeg blev hverken arresteret eller fik bank. Smuttede bare væk inden de store Falck vogne gik i gang med at smadre bygningerne.

I Fredensgården var der mange som havde forsøgt at forsvare boligerne i Sofiegården lige bag ved Christianshavns Torv. Vi havde lært noget om nødvendigheden af et stærkt sammenhold, så der blev hurtigt etableret alliancer med befolkningen i Ryesgade.
Det der i 60’erne kunne samle flest unge var kampen mod Vietnamkrigen.
En demonstration foran den Amerikanske Ambassade i Dag Hammarskjölds Alle, kunne nemt samle mere end 10.000 deltagere. Mest unge, men efterhånden flere og flere ældre.
Politiet var flittige med stavene når gaden skulle ryddes. Det var nok til at fjerne demonstranterne som tog flugten ind i Østre Anlæg.
Ret skal være ret, det var ikke kun de unge, der protesterede mod Vietnamkrigen. I Stockholm gik Olof Palme i spidsen for en Vietnamdemonstration, og blandt partierne i Folketinget, erklærede også mange socialdemokrater deres modstand mod USA’s imperialisme i Sydøstasien.

Det er længe siden. Men jeg husker, at der hele tiden var et stærkt krav om forandring. Modellen var enkel. En mindre gruppe inviterede til et protestmøde. Det foregik ved hjælp af plakater, og uddeling af løbesedler. Kravene var som regel krav om mere indflydelse, på Arkitektskolen, Filmskolen, Københavns Universitet. Der var mange gengangere på møderne, jeg var selv en af dem. På institut for Kultursociologi rejste vi også krav, men med professor Verner Goldschmidt i spidsen bakkede alle lærerne op om vores ønsker. Verner var unik som underviser og viste alle sine studerende interesse og respekt. Et af vores krav var åbenhed og mulighed for deltagelse ved eksamensevalueringen. Det tillod universitetsloven ikke, men Verner Goldschmidt gjorde, så vi var de første studerende i Danmark der sammen med lærerne og medstuderende deltog i voteringen. Jeg blev bedt om at åbne med mit eget bud, men var fuldkommen lammet, så jeg kunne bare glæde mig over at få topkarakter af alle de andre på professorens kontor.

Det var ikke kun på de såkaldt højere uddannelser der var oprør, nye krav og ideer til alternativer. Over hele landet blev der åbnet medborgerhuse – rugekasser for teater og musik. Der blev også slumstormet flere huse, og ikke mindst gennemført danmarkshistoriens største slumstorm – besættelsen af bådsmandsgades kaserne – senere døbt Christiania.
På et møde i ”Huset” (medborgerhuset i Magstræde i det indre København) foreslog Jacob Ludvigsen, der var redaktør på Hovedbladet, at man skulle storme de tomme bygninger. Vi bakkede alle op om ideen. Dan Turèll, Ebbe Reich (senere Kløvedal), Henning Prinds, Leif Varmark, Peter Duelund og mange flere af gengangerne fra de øvrige aktioner, og så blev der sat plakater op og uddelt løbesedler med et tidspunkt for stormen – som forløb helt fredeligt.
Jeg nævner nogle af initiativtagerne for at understrege, at protesterne og kravene om forandring altid blev båret frem af nogle særlige og iderige iværksættere. De repræsenterede ikke nogle af de eksisterende partier hverken til højre eller til venstre.
Jeg overkom at deltage i det hele – så måtte studierne vente – men der var ingen politiske aktivister i min familie eller vennekreds, med undtagelse af min far. Han var først tiltrukket af DKP (Danmarks Kommunistiske Parti) og fulgte så med Aksel Larsen videre til SF, da DKP formanden gjorde op med partiet, på grund af dets støtte til undertrykkelsen af Ungarn og Tjekkoslovakiet, og stiftede Socialistisk Folkeparti.
Nu er der to SF’er på Frederiksberg grinede min mor, da hun hørte, at jeg havde stemt på Axel Larsen, lige som min far.
Joh, ham sympatiserede jeg med, havde inden SF en periode med en anden veltalende politiker, Hilmer Baunsgaard fra det radikale venstre. Sjovt med politiske navne, hvorfor hed partiet radikale venstre, når de nærmest førte socialdemokratisk politik. Det skyldes, at stifterne var udbrydere fra bondepartiet Venstre – og deres politik var mere radikal/yderliggående en moderpartiets.
Sidenhen er det gået op for mig, at de radikale hele tiden har været meget borgerlige eller liberalistisk indstillede.

Aksel Larsen var en af de første politikere der kunne udnytte TV mediet. Han talte dansk med en umiskendelig fynsk accent – og alt det med hans fortid i DKP spillede ingen rolle for mig – onkel Wilfred var stadig medlem af kommunistpartiet.
Der dukkede nu hurtigt et nyt politisk alternativ op. Nogle af de unge i SF brød ud, og stiftede Venstresocialisterne. Politik til venstre for midten var i høj grad forbundet med de mange unge der var blevet optaget på universiteterne. Her trivedes protesterne mod Vietnamkrigen og Professorvældet (manglende demokrati). Her mange år efter må jeg indrømme, at universitetet aldrig blev min faste holdeplads. Jeg havde fattet, at det med uddannelse var vigtigt – især for min mor der sled og slæbte for at skabe den nødvendige økonomi. Hun var både apolitisk og borgerlig – arbejdede for en direktør, der var formand for en større arbejdsgiver sammenslutning. Hun havde kontor i hans bolig på Dalgas Boulevard, en ti-værelses lejlighed med billardstue, ægte tæpper på gulvene og – ja jeg så faktisk aldrig alle de mange værelser, selvom min mor havde sit kontor der i mere end 20 år. Da direktøren døde besluttede foreningen at opretholde ”sekretariatet”, som huslejestøtte til familien og direktørens kone og børn.
Der var for resten også en erklæret kommunist i Direktørens familie. Han var mere eller mindre udstødt, men en af mange intellektuelle, som fx universiteters senere rektor lægen Mogens Fog, der samledes under de røde faner. Budskabet og teorierne om et arbejderstyret samfund tiltalte mange.
I VS hyldede man også de socialistiske utopier men her var opfattelsen, at kommunistpartiet i Sovjetunioner var på gal kurs. Der dukkede stadig flere beretninger op om Stalins undertrykkelse af al opposition, og senere kom det til åben undertrykkelse af befolkningerne i Ungarn og Tjekkoslovakiet.
I VS havde man også fokus på den amerikanske imperialisme. HO, HO, HO Shi Min, råbte demonstranterne foran den Amerikanske Ambassade, som en hyldest til Nordvietnams kommunistiske leder.
Det var egentlig ikke så svært at være imod Vietnamkrigen – der havde alle dramaets traditionelle elementer. En kæmpestor og ond overmagt. Et heroisk og fattigt folk, som overmagten ikke kunne tvinge i knæ.
Imperialisme var ikke et begreb vi hørte noget om i folkeskolen eller på gymnasiet. Stormagternes tilstedeværelse i de fattige og underudviklede land opfattede man mest som en hjælp til de fattige, eller en naturlig udbredelse af de magtfulde landes herredømme.
Medierne bragte af og til historier om raseproblemer i USA og Apartheid i Sydafrika, men det var alt sammen noget der foregik uendelig langt fra de flestes hverdag. At Danmark havde været en betydelig slavenation var stort set ukendt eller glemt.
Danmark opførte sig imperialistisk i Grønland, men det var en god forretning for erhvervslivet, og de mange håndværkere der i kortere eller længere perioder tjente styrtende på at arbejde i Grønland. Men imperialismebegrebet fik først indhold på universitetet, hvor jeg læste kritisk litteratur fra det venstreorienterede forlag Demos, og endte med at skrive om imperialisme i mit speciale i Samfundsfag.
At mennesker ofte udnytter andre kender de fleste til, men at det også sker i meget stor målestok når fx Storbritannien udplyndre Indien, og fastlåser en hel nation i fattigdom – det var nærmest ukendt selvom alle kendte og købte farvestrålende og billige tekstiler fra Indien.
Men i begyndelsen af 60’erne protesterede jeg og alle mine studiekammerater voldsom mod imperialismen. Nogle mere voldsomt end andre, fx medlemmerne i Blekingegadebanden som medierne siden døbte en lille gruppe idealister, som ikke nøjedes med at male kritiske slagord på de bannere der var med i de store demonstrationer, men handlede for at hjælpe undertrykte folk. Sympatiserer jeg med idealisterne – ja – eller jeg forstår godt at de drog konsekvenser af de mange kritiske teorier, som jeg også studerede. Det kunne have været mig, og så alligevel ikke, jeg blev i stedet fanget af ideen om Den Rejsende Højskole.
Alle lærere og studerende på institut for kultursociologi
var på hyttetur til Uggeløse i Nordsjælland. Doors drønede ud af højttalerne – røgen fra hashpiberne var mærkbar, og vi gennemførte vel også nogle faglige diskussioner – som for længst er glemt. Men så dukkede der en gut op – han hed Ole, og ville gerne fortælle om projektet den rejsende højskole. Det var som skræddersyet til tiden – nu kunne vi handle konkret. Studere og bekæmpe imperialismen og måske hjælpe nogle af klodens undertrykte og fattige. Ole fangede både mig og flere af mine studiekapperater. Sammen med flere af mine venner og min kæreste fra kollektivet i Birkerød drog jeg til Svendborg for at mødes med gruppen omkring Amdi – Mogens Amdi Pedesen – som var den karismatiske leder af det ambitiøse projekt.
Amdi kunne fængsle og begejstre, og ideen var helt oplagt – med et lån fra Kresten Kold: Først oplive så oplyse, gik vi i gang med at forberede den store rejse til Afghanistan.
Amdi kunne begejstre, men der var meget få som fik et personligt kendskab, eller venskab med ham. Afstanden var mærkbar og tydelig, han var den første og eneste demagog jeg har truffet.
Men projektet blev mødt med meget stor velvilje, politiske topfolk som Ritt Bjerregaard, Chresten Helweg Pedersen og Asker Baunsbak Jensen støttede ideen. Det var der også en velhavende erhvervsmand (en marcipan producent fra Odense) der gjorde. Måske anede Simon Spies ikke hvad vi havde gang i, men han lånte os et komplet filmudstyr, som han havde leget med i Villa Fjolle, da han en eftermiddag ville optage en film, hvor alle gik baglæns.
I dag er det stadig fantastisk at se tilbage på, hvad vi oplevede og opnåede. Vores gamle turistbus fra Hjørring bragte os til områder, som ingen – eller meget få danskere havde besøgt. I Iran herskede Shaen. Hans magt blev sikret af tusindvis af Savak agenter. Man sagde, at hvis tre menneske var samlet, så var mindst den ene fra Shaens hemmelige politi. I Teheran fik jeg brug for mit hjemmelavede pressekort – udstedt af IPI, Independent Press International. Teksten var skrevet med letraset bogstaver og stemplet var bevidst udtværet, og trykt med en polet, som man dengang brugte som betalingsmiddel i busser og sporvogne.
Den danske ambassade anede ikke uråd, så da de så pressekortet udstedte de et officielt akkreditiv til det iranske informationsministerium, som så åbnede adgang for et interview med den iranske informationsminister.
Hver gang vi bumlede igennem små og store landsbyer på vej mod den Afghanske grænse var hovedgaden oplyst med lyskæder, og halvvejs stod der en statue af Shaen. Ingen skulle være i tvivl om hvem der sad på magten.
Præsterne – mullaherne spillede allerede dengang en stor rolle, med det religiøse liv var ikke ret synligt, slet ikke i storbyerne.
Da vi trillede ind over den afghanske grænsen var vi de første besøgende fra Danmark – bortset fra nogle enkelt etnologer fra Mosgaards museum og måske nogle Hippier på jagt efter nirvana. Det var en rejse tilbage i tiden et besøg i et feudalt stammesamfund.
Første gang vi kom i kontakt med befolkningen var, da vi blev inviteret på et besøg i et nomadetelt. Der sad man så uden noget fælles sprog eller fælles kultur og blev budt på the. Familiens eneste kop gik på omgang, fyldt med en stor klump sukker.
Næste stop var Kandahar lufthavn bygget for amerikansk udviklingsbistand. Der landede ingen fly – dengang – mange år senere kunne russisk og amerikansk militær bruge lufthavnen.
Beretningen og besøget i Afghanistan kunne fylde en hel bog. Fortællingen blev fastholdt i filmen ”Afghanistan – et land vi vil forandre” som stadig findes på Youtube. Filmtitlen opsummere præcist det vi oplevede, at FN og mange andre bistandsorganisationer gerne ville modernisere landet. Stormagterne kæmpede om at få landet tilslutte deres interessesvære.
Det der siden skete med Taliban og Osama Bin Laden var allerede sået i det land vi besøgte.
Hjemrejsen bragte os til Kuwait, Irak og Libanon. Også her stod oplevelserne i kø. To ting har fæstnet sig for altid. Besøget i en flygtningelejr i Libanon og mødet Ghassan Kanafani.
Det var kort tid efter ”Sorte September”, hvor mange palæstinensere var blevet enten dræbt eller fordrevet fra kong Husseins Jordan. I en lang samtale fortalte en ”fedayeen” – navnet på en palæstinensisk frihedskæmper, af andre betegnet som en terrorist – om sit fødehjem i Palæstina, som familien var blevet fordrevet fra af Israelerne. Jeg var som barn blevet meget berørt af filmen Exodus, som beskriver de overlevende jødernes flugt til Palæstina. Den historie så jeg nu i et helt andet lys, da jeg med egne øjne og øre mødte nogle af konsekvenserne af den jødiske statsdannelse.
I en støvet og grå betonbygning mødte jeg sammen med Poul den palæstinensisk poet, forfatter, journalist, marxist og politisk aktivist Ghassan Kanafani. I et lokale på anden sal mødte vi den højtstående leder fra en af de store palæstinensiske befrielsesorganisationer PFLP. Bag hans skrivebord stod en Kalashnikov maskinpistol, og der gik hele tiden mennesker igennem lokalet, de fleste var bevæbnede. Vi havde mange spørgsmål om konflikten i Mellemøsten. De fleste fik vi svar på, og i løbet af samtalen gik det op for mig, hvor lidt jeg egentlig vidste, og hvor farvet min opfattelse af konflikten var. Da snakken var forbi spurgte han, hvor vi boede, og tilbød os et lift, da han selv skulle samme vej. Vi rumlede gennem byen i en gammel Fiat af ubestemmelig alder. Nogle dage efter satte han sig igen ind i sin faldefærdige bil sammen med et 17årigt familiemedlem. Han nåede ikke at starte, før en radiosender udløste en bombe, som dræbte både ham og hans niece.
Dagen efter rapporterede The New York Times: “Beirut Blast Kills Guerrilla Leader”.
Hvis attentatet havde været planlagt til udførelse den dag vi fik et lift, ville Mossad agenten så have trykket på knappen, når han så mig og Poul stige ind i bilen!
Utvivlsom, og så kunne The New York Times have rapporteret: “Beirut Blast Kills Guerrilla Leader and 2 Danish sympathizers”.
Var det gået så galt (virkeligheden var tragisk nok) ville det have udløst en diplomatisk krise mellem Danmark og Israel. I Danmark var sandheden jo, at hverken Poul eller jeg kunne betegnes som andet end uskyldige journalister, som Israelerne ikke legitimt kunne dræbe.

Hjemme igen skulle vi med Christen Kold ord i gang med at oplyse – handle på baggrund af alt de vi havde oplevet – vi var oplivet – havde lært noget, som vi kunne se en mening med.
Som tidligere Slumstormer og nu kollektivist i Birkerød var det nærliggende at følge to spor oplysning og politisk aktivisme. Det med oplysningen blev manifesteret med etablering af en bogcafe i Birkerød Hovedgade. Selvom Birkerød var en massivt borgerlig forstad til København var der også en grøde i tiden – en åbenhed overfor nye tanker. Så da ”iniativgruppen” – sådan kaldte lokalaviserne vores kollektiv spurgte, om vi måtte indrette en Bogcafe i en tom kommunal ejendom fik vi ja. Byen havde allerede etableret et ”Projekt Hus” i den gamle, nu forladte statsskole. Ideen var hentet i København hvor man havde etaleret ”Huset” i Magstræde. Selvstyrende selvfølgelig!
Byrådet havde nok ingen ide om, at der nu ville blive solgt politiske tidsskrifter stærkt inspireret af Maoismen. Jeg har allerede omtalt kollektivet med fællesøkonomi – en direkte inspiration fra Den Rejsende Højskole. Her mange år senere kan det stadig virke forunderligt, at en arbejdede fuldtids og lage hele ugelønnen i fælleskassen, medens en anden blot bidrog med sin SU. Men dengang oplevede vi det som en selvfølge og sammen i kollektivet, og sammen med mange aktive fra Birkerød havde vi faktisk en politisk slagkraft der blev nogle af rødderne til først Miljøliste – så Lokallisten, der stadig i dag har 4 medlemmer i kommunalbestyrelsen.

Jeg ved godt, at jeg hopper fra tue til tue, fra den ene historie til den anden uden at følge nogen tidslinje. Det der falder mig ind skriver jeg – og jeg forestiller mig ikke, at det siden skal redigeres ind efter nogen rød, grøn eller blå tråd. Så nu flyver jeg videre – tilbage til barndommens gade – Finsensvej.
En af de ting, jeg nok aldrig glemmer var de årlige gårdkampe om de skraldede juletræer. For os var der tale om lanser, som kunne bruges til at bekæmpe dem fra de andre gårde på Wilkensvej. Vores gård var sværd at indtage, fordi tropperne fra Wilkensvej skulle igennem Kældernæsset ind til gården. I sidste fase skulle de kæmpe sig op ad trappen hvor vores styrker stod øverst oppe, og kunne bruge vores lanser. Vi er måske at tage munden for fuld. Jeg stod ikke i forreste række og havde slet ingen lanse, mit fokus var på flugtvejen gennem de ”hemmelige” kældergange.
En gang blev det aftalt, at gårdene kunne afholde et mere kontrolleret ridderstævne på Wilkensvej. Finsensgården stillede med Falckmandens søn, en lavstammet og bredskuldret kraftkarl. Desværre blev han ramt i det ene øje af en lanse og mistede syne på det ene øje. Herefter ophørte gadekampene.
Det meste af vores leg foregik i ”gården”, sjældent i ”det fine” anlæg med den forbudte græsplæne. Gården, baggården eller køkkengården. I Finsensgården kaldte vi pladsen nedenfor lejlighedernes køkkenvinduer for køkkengården – daglig tale bare gården. Udstyret var ikke prangende. Fire tæppebankningsstativer. To skraldehuse og et stort tørrestativ, som dækkede det meste af gården. Der var en høj mur ind til farve og lakfabrikken. Måske forurenede røgen fra den store skorsten, men det talte man ikke om dengang.
Der var ikke ret mange som bankede tæpper, så tæppestativerne var velegnede som fodboldmål. Når viseværten kom op fra cykelkælderen var han helt chanseløs, på en god dag kunne han måske få fat i bolden, men alle spillerne var over alle bjerge, eller rettere forsvundet i en af de mange kældre. Måske husker jeg forkert, men jeg mindes, at vi altid fik bolden tilbage.
Hvor var for resten pigerne. Ikke i gården. Måske sad de et sted i anlægget og byttede påklædningsdukker eller redte hår på dukkelise.
Alle børn i Finsensgården gik på Lindevangsskolen. Det tog 5 minutter at gå derhen. Først gennem Lindevangsparken, så var man der. Kom man for sent, så var gitterporten lukket. Men hvis der ingen lærere var, så kunne en rask dreng nemt klatre over, selvom der var spidse pigge på den mere end 2 meter høje gitterport.
Hver skoledag begyndte med morgensang i den imponerende aula. Det var en god dag at starte dagen på. Måske sagde inspektøren et par ord, og så marcherede vi ellers efter vores klasselærer til den klasse hvor undervisningen skulle begynde. Vi havde vores eget klasseværelse og der foregik næsten al undervisning bortset fra gymnastik, sløjd og fysik. I kælderen var der et stort baderum. Mit første badeland. Det var sjovt, men også lidt skræmmende. Bademesteren var skrap og tillod ikke vandkampe og andre drengestreger. Formålet var ikke at have det sjovt, men at alle drengene i 1B skulle renvaskes mindst en gang om ugen. Langs væggen i den ene side var der bænke og på den anden side den lange række af brusere.
Vi skulle selvfølgelig tage tøjet af – og det skulle gå hurtig – men Ole tøvede. Bademesteren sendte ham et skarpt blik, men han krøb sammen, som om han på den måde kunne blive usynlig. Da han omsider sad i underbukser og sokker så jeg, at de var så beskidte, at jeg aldrig havde set noget lignende. Og da han tog sokkerne af, var fødderne nærmest sorte. Der var skorper mellem tæerne og store mørke skjolder på hælene.
Måske var det kun en enkelt gang det var smuttet hjemme hos Ole. Men for mig står det stadig som et billede på en fattigdom, som velfærdssamfundet var med til at afskaffe.
Sidste gang jeg så fattigdom var omkring 1970. Tom boede i Ryesgade og manglede stort set alt. Sundhed, ordentlig kost, rimelige boligforhold, en god skole og kærlig omsorg.
En brøkdel af det han manglede kunne jeg give ham hver torsdag, når jeg holdt ”skole” for ham og andre af gadens rødder. Jeg tog ham også med til et sundhedstjek på Rigshospitalet. I kan ikke bare sådan komme rendende sagde læget, men han indvilligede alligevel i at undersøge den sammenkrøbne dreng. Til sidst sad Tom på briksen og tog sit tøj på. Må jeg så se, om du selv kan hoppe ned, sagde den flinke doktor og afslørede, at han ikke havde noget begreb om sprog og normer i Rysgade. Tom ville vise ham, at han skam var en farlig karl, så han hoppede lige ud i luften for fuld kraft og landede på lægens skrivebord.
Jeg blev også inviteret til Toms fødselsdag. Faren var fuld, og tom og hans søskende blev kommanderet ind i soveværelset. Så skulle der drikkes mente faren, og det tog lang tid, før jeg kunne trække mig tilbage uden at såre ham.
En dag kom Tom grædende og fortalte, at han skulle flytte til Ballerup. Han lovede at komme på besøg. Men jeg rejste til Afghanistan med Den Rejsende Højskole og så ham aldrig mere!

Lindevangsskolen var nok en af Frederiksbergs flotteste skoler. Der stod selvfølgelig et flygel i Aulaen. Det var nu et af de steder, som man helst ikke ville komme, for der stod ”Hurtig” Hansen i spisefrikvarteret og tog imod de elever, som ikke opførte sig ordentligt og derfor blev sendt ind til flyglet af gårdvagterne. Han blev kaldt ”Hurtig” Hansen, fordi han kunne lande en kraftig lussing på den formasteliges kind så hurtigt, at eleven ikke opdagede det, før kinden rødmede og smertede.
Den strengeste straf var afstraffelse med inspektørens spanskrør. En af mine klassekammerater prøvede det, men det gjorde overhovedet ikke ondt sagde han, for jeg havde puttet en bog ned i underbukserne.
Lærerne havde lov til at opretholde disciplinen med lussinger. Jeg kan huske at vi engang var nogle stykker som stod på række ude på gangen – om det blev ved truslen eller om der blev delt lussinger ud har jeg glemt. Vi elskede vores klasselærer – jeg gjorde i hvert fald – selvom han af og til gav nødder (et slag med nøglebundet) hvis der var for meget uro i klassen.
Hr. Wind elskede folkedans og underviste os gerne i fritiden, hvor han ledsagede dansen med sit violinspil. Vi optrådte flere steder, på Frilandsmuseet, vi blev filmet af Disneys filmselskab. I Norge og mange andre steder. Det må også have set festligt ud, for vi var alle klædt i originale egnsdragter. Jeg dansede i en rød og hvid Fanødrag.
Hr. Wind tog os også med på mange hytteture, så mange, at nogle af de andre lærere blev sure, fordi de ikke orkede selv at arrangere alt for mange ture.
Da vi kom i de øverste klasser og hormonerne flyttede fokus fra folkedans til pigejagt, gik det galt – Hr. Wind kunne ikke forstå, at vi ikke mere var hans små kæledækker. Jeg blev meget ked af det, da min mor fortalte mig, at han havde klaget sin nød på et forældremøde.
Vi er stadig kammerater fra folkeskolen der mødes, og her er meningerne delte. Nogle mener at al omsorgen skyldtes at Wind var bøsse. Den tanke afviser andre of viser et fotografi, hvor Wind på dansegulvet tydeligvis charmere en yngre lærerinde, desuden er en flot fyr.
Mine forældre – især min mor – ønskede, at min bror og jeg fik studentereksamen, men for en sikkerhedsskyld måtte vi hellere gennemføre realeksamen, som afsluttede 10 års folkeskole.
Efter realeksamen skulle jeg i gymnasiet. Den mulighed fik langt under 10% dengang. Det var lærerne der indstillede de egnede elever. Jeg lå vidst på vippen, men fordi min storebror allerede gik på Falkonergårdens Gymnasium nød jeg godt af en vis søskenderabat. Karakterkravet var lidt mindre.
Jeg kendte ingen der gik i gymnasiet – anede ikke hvad det ville sige, og ønskede det kun, fordi det var min mors brændende ønske. Der hvor hun arbejdede var hele familien akademikere, det har nok spillet en rolle.
I mellemtiden var vi flyttet fra Finsensvej til en funktionær lejlighed på Peter Bangsvej, lige ved sporvognsremisen. Det var en funktionærlejlighed, fordi min far havde fået job som ejendommens vicevært. Han skulle passe kulfyret, vaske trapperne og holde gården ren. Det med fyret krævede at han meget tidligt – ved sekstiden – skulle skovle nye kul på fyret. Somme tider hjalp min bror ham. Trappevasken ordnede min mor, og jeg klarede som regel køkkentrapperne. Alle lejlighederne var temmelig store, så der boede læger, forretningsfolk, advokater o.s.v. Vores underbo var indehaveren af Danmarks største sengevareforretning. Han havde ejendommens eneste garage, så hans meget store dollargrin kunne stå i tørvejr. Konen var en hårdpumpet pyntedukke, som ikke bestilte andet end at være direktørfrue.
Vores anden underbo var også vores sygekasselæge. Han havde klinik lige om hjørnet. Min mor fik ham overtalt til at skrive en recept til min far på smertestillende piller, som i virkeligheden var kalktabletter. Det fungerede i mange år, hvor min far så kun havde et alkoholmisbrug. Det er ikke muligt at kigge baglæns ind i min for længst afdøde fars sjæl, men han led hele sit liv med et voldsomt mindreværdskompleks. Det var der også god grund til for en person der gik ud af skolen efter syvende klasse. Han var faktisk meget iderig og kreativ. I mange år arbejdede han for Ekstrabladets reklameafdeling, og havde en stor del af æren for bladets oplagsfremgang, fordi han udviklede en lang række spil, som tiltrak stadig flere læsere. Desværre var der dengang en galopperende alkoholforbrug i store dele af medieverden, og min far holdt sig ikke tilbage. Han sluttede sin bladkarrierer som såkaldt tipsekspert. Uden bare de mest elemtære faglige forudsætninger udviklede han såkaldte tipssystemer, som han på en eller anden måde udtænkte. Senere – nu på Se og Hør udviklede han et spil, som ledelsen troede han havde helt styr på – i virkeligheden kendte har først topresultatet når han havde gennemset læsernes løsningsforslag.
Som spil og tipsekspert tjente min far mange penge, og min mor fik råd til en hushjælp, men han spillede stort set det meste op på Tips, hestevæddeløb, kortspil og Københavns ulovlige kasinoer.

xxxxxx

Jeg har ikke skrevet i seks uger, fordi jeg prioriterede at producere podcasts til de mange gymnasieelever, som på grund af Corona Pandemien blev hjemsendt, og overladt til såkaldt fjernundervisning.
Mange af de unge forsagte at dygtiggøre sig, men de svageste elever droppede ud, og selvom politikerne hævdede, at man havde erstattet skolerne med fjernundervisning havde man reel fjernet undervisningen. Hvordan det! Joh i mine øjne er ægte undervisning et samspil mellem en elev og en empatisk underviser. Forskellige former for virtuel undervisning er for de fleste en faldgruppe – men meget velkomment, hvis man vil spare på undervisningsudgifterne. I min kommune er man langt ad det spor. Alle folkeskoleelever har fået udleveret en iPad.

Nå men tilbage til min folkeskole. Lindevangsskolen i 50’erne var en meget disciplineret institution, stadig præget af en enhedskultur og troen på gud. Det var endnu de færreste mennesker der havde valgt Gud fra og var begyndt at tro på sig selv.
Der var dog lidt grøde blandt de yngre lærere, som for resten forlod skolen og kom til at spille en stor rolle i fornyelsen af DR. Mens de endnu var på skolen kastede de sig over teater og musik. En af Danmarks førende komponister var musiklærer på skolen, og på et tidspunkt fik man bygget en flytbar scene, så skolens imponerende aula kunne omskabes til en teatersal. Sammen med Thomas havde jeg hovedrollen i Hostrups ”eventyr på fodrejse”, hvor vi både skulle spille teater og synge!
Årets højdepunkt var nok feriekolonierne, hvor vi sammen med vores klasselærer rejste ud til skov og strand. En enkelt tur plager mig stadig den dag i dag. Vi var rejst til Fanø, men en eftermiddag stak fanen mig. Vi gik hen over en mark med frisklavede kokasser, der lugtede fælt og var fyldt med spyfluer. ”Du får ti øre, hvis du vasker hænder i en kokasse”, sagde jeg til Verner. Tiøren fristede så meget, at han gjorde det – men næppe var det overstået, før jeg erklærede at han ikke havde gjort det ordentlig – om igen! Han fik dog sin tiøre.
Vores klasselærer var meget aktiv indenfor folkedanserbevægelse, så det vaar oplagt, at næsten hele klasse gik til folkedans en eftermiddag hver uge. Den fik ikke for lidt, og vi optrådte både i Norge og på frilandsmuseet i vores originale dragter. Jeg havde en egnsdragt fra Fanø. Vi må have været gode, så gode at det var rygtedes til Hollywood – Disney kom engang og filmede os.
Til en forældresamtale da jeg var nået til en af de ældste klasser klagede min klasselærer sin nød til min mor, han havde mistet den ellers positive kontakt til mig og alle de andre. Puberteten krævede sit første offer, nu gad vi ikke længere være små artige drenge.
Jeg husker også enkelte direkte ubehagelige lærere. Der var Hurtig Hansen, hvis opgave det var at straffe alle, som gårdvagterne ikke kunne få til at makke ret. Han stod ved flyglet i aulaen, og selvom alle vidste, at det ville ende med en lussing, så faldt afstraffelsen så hurtigt, at han til fulde levede op til sit øgenavn.
Vi havde også en tysklærer, som var eller blev modbydelig. Tysk oplevede jeg selv som modbydeligt med alle de grammatiske regler, der skulle læres udenad – an, auf, hinter o.s.v. Tysklæreren hvis kone underviste os i engelsk mistede på en ferie et barn i en alvorlig trafikulykke. Den tragedie kom til at gå ud over hans elever.
Der herskede også kæft trit og retning i faget sløjd, som dengang havde mange timer på skemaet. At der skulle arbejdes med omhu havde jeg ikke svært ved at acceptere, vi fik nemlig også lov til at bruge ”farligt” værktøj, som f.eks. stemmejern. Jeg lærte meget og kunne tage mine håndværksfærdigheder videre med mig. Stolt som en pave kunne jeg fremvise mit eksamensprojekt – et barskab i teaktræ, som nærmede sig møbelkunst.
Jeg mødes stadigvæk med nogle af mine klassekammerater fra dengang. Karsten der var emigreret til Australien tog hele turen til Danmark for at mødes med sine gamle venner.
Jeg havde ikke noget nært forhold til Karsten, men glemmer aldrig hans heldemodige indsats, da en fra klasse mistede kæden på vej ned af en langt stejl bakke og derfor ikke kunne bremse. Karsten satte fart på sin cykel og indhentede den hjælpeløse kammerat, og stoppede ham med et fast greb i armen.

Vi havde selvfølgelig også gymnastik på Lindevangsskolen, men det var der ikke meget sjov ved. Vi ville helst spille høvdingebold, en slags tagfat med en bold, men først skulle vi gøre gammeldags gymnastik – arme bøj, arme bøj – eller redskabsgymnastik, springe over en hest eller slå kraftspring på rullemåtten. Ingen af delene brød jeg mig om, men det gjaldt nu også boldspillet i den sidste del af timen- når vi fik lov til at lege. Og så sluttede det hele med badning, hvor vi skulle vaske hele kroppen med træuld. Hvis vi lavede ballade blev vi spulet med iskoldt vand.
Der er et tidspunkt, hvor pigerne pludselig er mere modne end drengene, der stadig er pattebørn. Den periode var meget pinlig, fordi pigerne spillede op og drengene egentlig var ligeglade – hellere ville spille fodbold.
Det gjorde vi også en eftermiddag hver uge på skolens store fodboldbane. Min bror var en af stjernerne, jeg ville helst undgå fysisk kontakt og så en gang imellem være heldig foran målet. Blandt kammeraterne til torsdagsfodbold var der flere, som kom på fodboldlandsholdet, håndboldlandsholdet og basketballlandsholdet. Det sidst gjorde min bror, som altid var helt med fremme, bare der var en bold involveret. Da han efter at have forladt basketball fik han lyst til at spille tennis. Efter få måneder vandt han sin første turnering i KB, hvor næste alle de store stjerner dengang spillede.
På hjemmefronten knoklede min mor som sædvanlig, for at få det hele til at løbe rundt. Hun hjalp både mig og min bror med vores lektier, og var især en stor hjælp med de danske stile. Matematik og andre naturfag kunne hun ikke rigtig hjælpe os med.
I min barndom var der ikke nogen, som fravalgte konfirmationen, og jeg var så heldig, at vi havde en meget progressiv præst, der dikterede, at alle drengene skulle gå i hvide skjorter i kirken, heldigvis, for ellers ville vi endnu engang skulle købe på klods hos Veko konto.
Mit store ønske var en Cresent racercykel, ikke nogen billig sag, men den blev fremtryllet måske med hjælp fra Isenkræmmeren i ejendommen, hvor jeg også havde eftermiddagsjob. Mit arbejde var at holde orden i lagerkælderen. Somme tider skulle jeg reparere strygebrætter, som var købt som trediesortering, fordi noget af malingen var skaldet af. Når de blev malet kunne de sælges som 2.sortering somme tider som 1.sortering.
Isenkræmmeren blev drevet af et lidt ældre jødisk ægtepar, som ikke havde nogle børn, så jeg blev delvis adopteret. Engang var jeg med manden ude for at købe ind. Vi besøgte en grossist i Gladsaxe, og Rosenstand, skulle selfølgelig prutte om prisen. Han havde et godt trick. Når handelen nærmede sig afslutningen hev han sin store kræmmertegnebog frem, som tilsyneladende bugnede af penge. Så tilbød han at købe wet stort parti til en beskeden pris. Det fristede de fleste, som ikke kunne vide, at alle pengesedlerne var foldet, så hver 100 kroner seddel lignede det tredobbelte.
Hver aften blev kassen gjort op. Dagens kassestrimmel blev udskiftet med en fiktiv, så omsætningen ikke så for stor ud.
Ak, ja. Det blev mit første møde med erhvervslivet. Men vi var ikke de eneste der fiflede med varerne. Verner var bud hos grønthandleren, og hver eftermiddag skulle han pudse æblerne så de tog sig bedre ud og kunne opnå en højere pris.
I en supermarkeds- og storcentertid kan det være svært at forestille sig, hvor mange småbutikker der var i en almindeligt boligkvarter, men indenfor et par hundrede meter fra min opgang, havde vi vel 15 forskellige butikker.
Nok var vi ikke fattige som andre af mine skolekammerater, men økonomien blev holdt i gang via kontokøb. Man skubbede hele tiden en større gæld foran sig, og fandt på overkommelige løsninger. F.eks. holdt vi en fælles konfirmationsfest for både mig og min storebror. Der manglede ikke noget. Familie og venner mødte i vores lejlighed, og så blev alle kørt til Rudersdal Kro i Nordsjælland. Selvom det er ”hundrede” år siden bliver jeg ofte mindet om det, fordi der var en speciel gammel dør ind til kroen. Døren er der endnu, men kroen er lukke for længe side, og kronavnet bliver nu brugt i den sammenlagte kommune, hvor jeg nu bor.
Vi cyklede altid til Damsøbadet, når vi havde svømning på skemaet. Drengene kørte selvfølgelig om kap, men når vi nåede Sønderjyllands Alle hjalp det mig, at min Cresent havde 12 gear, så jeg vandt altid – næsten altid.
Jeg er glad for, at svømning dengang ikke var sparet eller indskrænket, som det ofte skete siden. Det var nyttig og sund motion, og så måtte man tage med, at bademestrene næsten altid tvang os ind under den kolde bruser. At blive ”drillet” med den kolde vandslange var åbenbart noget der hørte til i al skolebadning. Jeg lærte desværre aldrig at svømme Crawl, som de smarteste fyre kunne blære sig med ved stranden eller feriernes swimmingpools.

Der var ikke så meget kultur frem til konfirmationsalderen. I Windsor Bio så vi mest cowboyfilm og far til fire. Ved søndagens fireforestilling gjald det om at erobre en plads på coyboyrækken. Det var den bageste række, hvor man kunne sidde og hoppe i sædet, som om man selv var ude og ride, når heltene red ud over prærien.
Det skete dog også, at hele skolen, eller i hvertfal en fyld sal af bør kom i Toftegårds bio. Der blev sikker vist opbyggelige fil, men jeg husker bedst manden med den sorte bog, en lærer der formanede salen til at være still og opføre sig ordentligt under filmen. Han sluttede altid med at løfte den sorte bog op, som en trussel. Mod hvad fandt jeg aldrig ud af.
I fritiden gik jeg til dans. Det var der mange der gjorde dengang, og det var ret nemt, for danseskolen lå lige ovre på den anden side af Peter Bangsvej. Det var ikke mit eget påfund, men jeg havde ikke så meget imod det, især fordi jeg altid blev nummer et i årets afsluttende dansekonkurrence og kunne hjemfører små pokaler.
Pludselig blev min status truet, min faste partner meddelte, at hun ville danse med en anden i den kommende sæson. Vi var også lidt kærester, men jeg blev nødt til at finde en ny partner. Det lykkedes, og til min store glæde blev jeg igen nummer et. Min tidligere partner og hendes nye kavaler måtte nøjes med andenpladsen.

Jeg valgte, eller min mor valgte, at tage realeksamen med, så jeg kom til at gå ti år i folkeskolen, inden jeg skulle – også min mors ønske – i gymnasiet. Det var ikke noget problem, for året forinden var min storebror sluppet igennem nåleøjet, og så var reglerne, at lillebror kunne blive optaget uanset karaktererne. De var nu ikke så ringe, så jeg mødte fortrøstningsfuldt op på Falkonergårdens Gymnasium efter sommerferien. Jeg kom jo ikke fra et hjem med klaver og bogreoler. Ingen i familien havde studentereksamen, og det var højest ti procent af en årgang der kom i gymnasiet.
Jeg havde dog to fortrin, da jeg startede i 1.G. Jeg var rimelig god til engelsk og foran de fleste i klassen i matematik, fordi jeg havde haft det meste af første års pensum i realklassen.
Mine sprogfærdigheder kunne jeg takke min moster for. I mange år havde hun taget os med til de steder hvor hun optrådte som artist. De svenske Folkeparker gav mig ingen sproglige fortrin, men det gjorde månedslange ophold i England. Moster havde selv optrådt over hele verden som trapezkunstner, nu havde hun oplært to unge piger, som udførte halsbrækkende numre højt over manegen og helt uden sikkerhedsnet. Moster dirigerede pigerne nede fra mannegen.
Min bror og jeg tøffede selvfølgelig rund i Blackpool Cirkus og Cirkus i Brighton, og så måtte man opsnappe sproget fra bar bund. Jeg husker stadig en tur til købmanden, hvor jeg skulle købe brød og tændstikker – hele vejen gentog jeg ”a Big White Loaf” og ”matches”.
Vi legede selvfølgelig også med andre børn der hvor moster havde lejet et hus. Måske var det ikke så mange ord vi lærte, men lyden af det engelske sprog sad fast da vi kom hjem. Jeg behøvede ikke forberede mig i de to år vi havde engelskundervisning som primært bestod i at læse op af ” The Quiet American”. Desværre blev engelsk ikke udtrukket til eksamen, så jeg måtte nøjes med det 8-tal som frøken Jørgensen havde givet mig i årskarakter, fordi jeg – af gode grunde – aldrig var opmærksom og aktiv i timerne.
Vi havde hende også i Fransk. Her blev jeg ligesom i folkeskolens tyskundervisning fanget af min uvilje mod grammatik. Jeg lærte intet, og fik først fat i sproget, da jeg flere gange holdt ferie i Frankrig.
Det med matematikken begyndte som en solstrålehistorie. I hele 1.g fik jeg topkarakter, men så dukkede der pludselig ligner og differentialer kurver op – det fattede jeg aldrig, så jeg fik en matematisk studentereksamen med bundkarakter i matematik.
Moster spillede altid en vigtig rolle i familielivet. Min mor havde mistet sin anden søster og hendes bror var en enspænder der holdt sig mest for sig selv. Der var altid noget hemmeligt eller ufortalt omkring moster. Engang skulle vi besøge en af hendes veninder, som var en meget berømt sangerinde. Jeg forstod ikke rigtig hvorfor hun skulle inddrages i vores familieliv. Det fandt jeg først ud af mange veninder senere, selvom det aldrig nogensinde blev nævnt at moster var lesbisk. Når min far blev beruset kunne han stikke til moster, men jeg anede aldrig hvorfor.
I gymnasiet mødte jeg en hidtil ukendt verden, selvom Falkonergården ikke var noget højborgerligt gymnasium ligesom mange af de gamle skoler, men der var da lægebørn, arkitekter og mange hvis forældre havde en højere uddannelse. For mig var gymnasiet primært fester, basketball og rejser i sommerferien.
Festerne blev afholdt i det vi kaldte spisekælderen. Der blev skruet helt op for musikken, men endnu var de euforiserende stoffer ikke kommet til Danmark – i hvert fald ikke til Falkonergården. Da jeg hverken røg eller drak spiritus var der kun pigerne tilbage. Jeg var selvfølgelig dødeligt forelsket i en pige, som jeg end ikke turde tale med.
En af skolens lærere havde igangsat en basketballklub – Falcon – som i mange år fik en fremtrædende plads i min tilværelse, selvom jeg ikke var overdrevent talentfuld. Jeg måtte nøjes med at sole mig i min storebror, der både kom til at spille på førsteholdet og landsholdet.
Vi var tre drenge der holdt sammen i gymnasietiden og årene efter. Det blev til mange sommerferierejser – næsten altid til Barcelona. Somme tider rejste jeg også alene – fidusen var afbudsrejser, dengang kunne man møde op ved Spies eller Tjæreborgs skranker i lufthavnen og få en tre uger rejse med fuld pension for næsten ingen penge. Så lå jeg bare ved poolen og slappede af og blev solbrændt.
Selvom Falkonergården ikke var båret af gamle traditioner og elever hvis familier havde gået på skolen siden Ruder Konge var barn, så mødte jeg dog nogle personligheder, som både fagligt og menneskeligt kunne brilliere. Der var noget at leve op til. Og tiden var fuld af håb, der var frit valg på alle hylder – det var i hvert fald den følelse jeg gik rundt med – så det var ikke svært at leve op til min mors drøm om, at vi begge fik en akademisk uddannelse.
Jeg valgte min universitetsuddannelse med hjertet. Det skulle være historie – men så fortalte Lars der selv læste historie at der var startet et nyt fag – samfundsfag – som mindede meget om historie. Her var der dog ikke noget krav om den lille latinprøve, så det gjorde udslaget.
I 1965 blev jeg student. Tiden var fuld af håb. Alt kunne lade sig gøre og blev gjort. Jeg var endnu ikke flyttet hjemmefra og kørte hver dag på min VeloSolex gennem Fiolstræde til Københavns Universitet. Det var en meget speciel fransk knallert, hvor motoren sad foran og trak knallerten med en rulle på forhjulet. Da jeg var yngre var en Velo til grin, det skulle være Puch, og helst boret, så den kunne køre mere, meget mere end de tilladte 30 km i timen. Men nu nød jeg turen i adstadigt tempo, og kørte for en sikkerheds skyld midt på vejen, så jeg ikke blev klemt af bilerne.
Alle nye studerende fik et håndtryk af rektor i universitets festsal. Han havde hvide hansker på, som hele tiden blev udskiftet. Det var nu ikke en uoverkommelig opgave, for dengang kunne studenterantallet ikke tælles i tusinder, men måske 1000 i alt på en årgang.
De første forelæsninger jeg husker var filosofikum. Et par hundrede studenter var samlet i en auditorium, og langt nede, når man havde valgt de bageste rækker forelæste en professor om videnskab og filosofi. Jeg var bestemt interesseret, men kunne ikke holde mig vågen til hele seancen, og så forlod jeg auditoriet med ondt i maven, fordi jeg havde ligget foroverbøjet på pulten.
Jeg havde valgt den professor som havde ry for at være moderne og progressiv, alternativet var en der lagde hovedvægten på antikkens filosofi.
Ved eksamen brugte man kun tre karakterer – ug – mg og tg. Jeg fik ug, men var godt klar over, at det ikke betød, at jeg havde set lyset.
En af mine lærere var den inspirerende, vittige og krævende Mette Koefod Bjørnsen. Hun underviste i Danmarks Statistik – hvor mange svin er der i landbruget, hvor meget korn produceres der og hvor stor er Danmarks eksport til England. Mette, det måtte vi gerne kalde hende, kunne få selv de mest kedelige statistikker til at virke væsentlige, lige indtil hendes armbåndsvækkeur ringede, så var timen slut, også selv om hun var lige midt i en sætning.
De bøger vi skulle læse var tykke og dyre, så det var ikke ualmindeligt, at nogle stykker gik ind i en af de mange boghandlere i Fiolstræde, og en gik ud uden at betale medens resten gik ud, uden at have købt noget. Det oprettedes som retfærdigt, fordi vi mente, at bøgerne skulle være gratis ligesom i gymnasiet.
Mine manglende franskkundskaber fra gymnasiet var på nippet til at volde mig problemer. Underviseren i historie krævede, at vi læste et værk på fransk. Jeg fik fat i bogen, ville gerne følge lærerens anvisning, der måtte jo være en god grund til at det skulle være sådan. Efter to siders læsning der tog mange timer gav jeg op, og fandt heldigvis ud af, at indholdet i den franske bog var identisk med indholdet i de gymnasiebøger, jeg havde gemt og allerede været igennem.
Vi blev selvfølgelig også undervist i Nationaløkonomi. Her var der kun en bog at vælge imellem, den brugte alle, og fandt jeg senere ud af også alle politikere, især socialdemokrater, der ville efteruddanne sig i den svære kunst at forstå og holde styr på kapitalismen. I folketinget talte man derfor det samme sprog når emnet var økonomi.
Mine begrænsede matematiske færdigheder meldte sig også igen i faget statistik, hvor jeg aldrig fandt ud af hvad en normalfordeling var og hvad den skulle bruges til.
Samfundsfag havde hjemsted i den gamle KFUM bygning i Åbenrå, lige ved siden af Rosenborg Slot. Så der var vagtparade hver dag, når garden skulle fra kasserne til Amalienborg.
Bygningen rummede et væld af krinkelkroge og fornemt udsmykkede sale. En af dem var indrettet som institutbibliotek, og der sad jeg ofte og studerede. I den ene ende var der en glasdør ind til institut for Kultursociologi, hvor den faste stab vel udgjordes af 6-7 medarbejdere med professoren i spidsen. De passerede dagligt min studieplads, og somme tider blev jeg inviteret ind til studiesekretæren og sad ved et stort vindue med udsigt til Rosenborg Slot.
Professoren var jovial og havde altid en munter bemærkning på læben, så en dag fandt jeg ud af, at kultursociologi kunne udgøre det for mit bifag, som var nødvendigt, hvis man skulle have en cand. mag eksamen.
Jeg fulgte Verner Goldschmidts forelæsninger, og fik på et tidspunkt en særlig plads i hans hjerte, da jeg fik annulleret en parkeringsbøde, som han havde fået i Gothersgade. Politiet godtog min hjerteskærende fortælling om, at det i virkeligheden var mig, et ludfattig student, der var synderen. Jeg havde parkeret professorens bil ulovligt, og risikerede nu en alvorlig straf. Det grinede vi meget af, og Verner dunkede mig på skulderen.
Men de vigtigste ting i mit liv foregik ikke på universitetet. Jeg kunne jo ikke fortsat gemme mig under mors skørter og måtte derfor finde min egen bolig.
Kollegielivet fristede mig ikke så hvad gør man så! Ja, jeg gik op på Frederiksberg rådhus og fortalte at jeg var boligløs. Alle på kontoret grint eller kiggede ned i deres papirer. Det hjalp ikke at jeg truede med at stille mig op på et af skrivebordene – som enlig kan du tidligst komme i betragtning, når du fylder 35, sagde de, så jeg måtte gå med uforrettet sag.
Min optræden hade dog gjort indtryk på en af kontorets yngre piger, så samme aften ringede hun og inviterede mig på besøg på hendes værelse i en stor lejlighed på Frederiksberg Alle. Måske kunne hun hjælpe mig sagde hun.
Det provokerede mig, at stort set alle de billige og kæmpestore herskabslejlighederne på Alleen blev beboet af enlige kvinder, som enten var blevet skilt eller havde overlevet manden. Men jeg tog selvfølgelig imod invitationen. Hjælpen bestod af en liste over alle advokater og boligselskaber, der udlejede boliger på Frederiksberg, så måtte jeg selv gå fra dør til dør. Hun krævede ikke nogen modydelse, men jeg opdagede hurtigt, at hun var parat til sex. Det var jeg også, men brugte aldrig listen.


Henrik Jensen
Da vi slap enhedskulturen og troen på gud, da vi holdt op med at knæle for almagten, gik det ad helvede til. En historie fuld af forfald blev indledt, da mennesker valgte Gud fra og begyndte at tro på sig selv.
Skredet fra en pligtkultur, hvor der var en mening med tilværelsen, som lå uden for en selv, til en rettighedskultur, hvor alle bare kræver ind og ikke længere gider eller orker at opføre sig ordentligt, har været fatalt, mener Jensen. Igen. Også hans nye bog harcelerer mod den omfattende selvrealisering og krævementalitet, han ser alle vegne.

——-